I dag er det Earth Overshoot Day – dagen, hvor vi har brugt flere ressourcer, end kloden kan genskabe på et år. Men du kan hjælpe med at udnytte Jordens ressourcer bedre.

Hver gang du flyver på ferie, streamer Netflix, spiser en bøf eller køber et par jeans, tærer du på klodens begrænsede ressourcer.

Og vores forbrug af klodens ressourcer stiger år for år – især i den vestlige verden.

Forbruget er blevet så højt, at kloden ikke kan nå at genskabe lige så meget, som vi forbruger. Faktisk forbruger vi globalt, som om der var 1,75 jordklode til rådighed.

Vi forbruger mere end nogensinde før

Det betyder, at vi i dag – den 29. juli – har brugt jordklodens ressourcer for i år. Alt, vi bruger efter i dag, tærer på Jorden og kan ikke gendannes i tide.

Dagen kaldes ’Earth Overshoot Day’ eller på dansk ’Klodens Overforbrugsdag’, og i år falder datoen tre dage tidligere end sidste år. Sagt på en anden måde, så er naturens budget altså opbrugt hele fem måneder inden, at året er omme.

Det er første gang, siden beregningerne begyndte i 1970, at datoen falder så tidligt på året.

Madspild skubber datoen

Hvis vi skal bremse klimaforandringerne, er vi nødt til at forbruge mindre. Et godt sted at begynde er ved at kigge på vores forbrug af mad.

En tredjedel af al den mad, der produceres globalt – eller omkring 1,3 milliarder ton – går til spilde. Når mad går til spilde, er nogle af verdens begrænsede ressourcer brugt helt forgæves.

I 2018 smed vi 715.000 ton mad i skraldespanden i Danmark. Det svarer til, at hver femte indkøbsvogn ryger direkte i skraldespanden. Og en stor del af maden fejlede intet.

Hvis vi på verdensplan halverede madspild, ville Earth Overshoot Day ligge 10 dage senere på året. Det er tydeligt, at kampen mod madspild ikke alene kan redde vores klima, men som dansker er det er godt sted at begynde. For det er faktisk muligt at gøre noget.

Du kan gøre en forskel

For at udnytte klodens ressourcer bedre skabte Folkekirken Nødhjælp Wefood i 2016. En butik, der udelukkende sælger overskudsmad, som intet fejler, men som havde kurs mod skraldespanden.

I dag driver vi tre Wefood-butikker i København og Aarhus, som tilsammen reddede fra 173 tons mad fra skraldespanden.

Ridende på succesen vil vi gerne åbne endnu flere Wefood-butikker. Men vi er afhængige af din hjælp. Derfor har vi sat Wefood-aktier til salg i håbet om at samle penge nok ind til en ny butik. Og der er flere gode grunde til, at du skal investere i en aktie:

  • Du nedbringer madspild og er med til at gøre kloden mere bæredygtig
  • Du hjælper mennesker i nød. Overskuddet fra butikkerne går til vores projekter, der hjælper dem, der er hårdest ramt af klimaforandringerne.
  • Du får tilsendt en aktie på mail, som du kan printe ud og hænge op på dit køleskab.

En enkelt aktie koster kun 100 kroner. Men du må hjertens gerne købe flere end én.

JA TAK – JEG VIL BEKÆMPE MADSPILD