Der er mindst tre gode grunde til, at kunderne har taget godt imod Wefood-butikkerne: Når du handler i Wefood, bekæmper du madspild, du støtter et godt formål – og så er det godt for pengepungen.

Klokken er lidt i 9 om morgenen, da Erik Okholm låser sig ind i den tomme Wefood-butik på Amagerbrogade 151 i København. Butikken åbner først kl. 11, men Erik skal hente nøglen til varevognen og ud at ’plukke varer’ hos nogle af de leverandører, der donerer varer til Wefood-butikkerne. For uden varer på hylderne kommer der ikke kunder i butikkerne.

”Brød, frugt og grønt er helt nødvendigt for at lokke kunderne til,” siger Erik Okholm.

”Når vi har det, kommer folk – og så køber de nogle af de andre varer også. Men det er en kamp at skaffe brød og grønt nok. Især efter helligdage, hvor butikkerne har haft lukket.”

Erik Okholm er 60 år og har i flere år været en af de uundværlige frivillige, der driver Wefood. Han er krumtappen i det team, der hver dag henter varer hos leverandørerne. Erik har en fast rute, hvor han først runder føtex på Fisketorvet. Her står der ofte flere indkøbsvogne klar fulde af brød og kager, der blev bagt dagen før.

Daggammelt brød lever ikke op til føtex kvalitetskrav, og Salling Group og Wefood har lavet en aftale om, at et frivillig-team hver dag kan afhente daggammelt bagværk og sælge det til reduceret pris i Wefood-butikkerne. Derefter kører Erik videre til føtex Husum, som er centralbageri for de øvrige butikker i området. Her er der ofte mere at ’plukke’ end på Fisketorvet.

”Vi kan ikke undgå at lave en lille overproduktion, når vi skal bage til alle de andre butikker, selv om vi hele tiden prøver at blive bedre. Tidligere blev det overskydende brød til grisefoder, så jeg synes, det er en rigtig fin ordning, at Wefood nu henter brød hos os,” siger Mikal Benthsen, driftleder i føtex Husum.

Sidste stop på turen er Nemlig.com i Brøndby. Her er der både artiskokker, bananer, spidskål og salat at hente, og så går turen tilbage til Wefood Amager og siden Wefood Nørrebro, hvor de frivillige tripper for at få varerne i hus, så der kan komme noget på hylderne.

”Brød, frugt og grønt er helt nødvendigt for at lokke kunderne til

– Erik, frivillig i Wefood

Uden leverandører – ingen varer

Ud over føtex og Salling Group, som gav håndslag på at donere varer til Wefood lige fra starten i 2016, kommer flere og flere leverandører til. En af dem er Edgy Foods, der sælger sunde fødevarer og snacks uden kunstige tilsætningsstoffer efter filosofien: ”Det skal være nemt at spise sundt – også når man ikke har megen tid”.

”Vores lille firma er godt på vej ind i detailhandlen,” fortæller Dorthe Andersson, der er Marketing Coordinator i Edgy Foods.

”Men der er store krav til, hvor meget holdbarhed der minimum skal være tilbage på de varer, der leveres ind til butikkerne. Så somme tider står vi med en vare, som egentlig stadig har god restholdbarhed og som ikke fejler noget, men som vi ikke kan sælge, fordi den ikke overholder kædernes datokrav. Og vi vil nødig køre en palle varer, som ikke fejler noget, i containeren. Derfor er det helt i tråd med det, vi gerne vil stå for, at vi donerer varerne til Wefood, hvor de både kan gøre gavn og være med til at bekæmpe madspild,” siger Dorthe Andersson.

”Hellere tjene lidt i dag og mindske madspild end smide varerne ud i morgen”

– Katrine, frivillig leder i Wefood

En kamp mod tiden

I Wefood på Nørrebrogade har Katrine, butikkens frivillige leder, kontrolleret temperaturen i kølediskene, så alt er klart til, at Erik kommer med nye forsyninger. Og Katrine tripper lidt, for Wefood er sidste led, inden varerne må kasseres.

Mange af de donerede varer har meget kort holdbarhed tilbage og skal sælges samme dag for at projektet lykkes. Nogle gange er der kun ganske få timer til at få varerne solgt fra det øjeblik, de ankommer, til butikken lukker. Og så kan kunderne gøre en rigtig god handel.

”Hellere tjene lidt i dag og mindske madspild end smide varerne ud i morgen,” som Katrine siger.

Som butiksleder er Katrine ansvarlig for butikkens vagtplaner, for planlægning af medarbejdermøder, introduktion af nye frivillige – og i det hele taget altid være lidt foran. Det er Katrine, der husker, at fryserne skal afrimes, at gulvet under fryserne skal vaskes og andre knap så glamourøse opgaver, som nye frivillige måske ikke lige havde forestillet sig at indgå i.

”Somme tider er arbejdet hårdere end nye frivillige havde regnet med. Måske har de kun forestillet sig arbejdet i kassen, men der skal jo også vaskes gulve og ryddes op,” siger Katrine.

Katrine har en baggrund indenfor fødevarer, og hun elsker at flytte rundt på varerne for at gøre dem mere inspirerende for kunderne. Og det inspirerer at se, hvad det betyder – både for omsætningen og for de mange tons mad, der får en chance mere i stedet for at ende som madspild.

Nogle af varerne er forsynet med ideer til, hvordan produkterne kan bruges, for der er mange spændende varer, som ikke kan købes i almindelige butikker. I hele taget er Katrine og de øvrige frivillige meget optagede af at sælge så meget som muligt og holde udgifterne nede for at sende det størst mulige overskud til Folkekirkens Nødhjælps internationale arbejde.

Men selv for Katrine er kundekontakten noget af det bedste.

”Når jeg har tid, kan jeg sagtens finde på at åbne butikken på en søndag bare for selv at stå i kassen og snakke med kunderne,” ler Katrine.

God samvittighed og sjove øl

I mellemtiden strømmer kunderne til i Wefood-butikken på Nørrebrogade for at gå på opdagelse i det sjove varesortiment.

”Jeg går i Wefood for at blive overrasket,” fortæller Christoffer Ebbesen, der er journalist og bor på Nørrebro. ”Her er et godt udvalg af specialøl – og jeg kommer altid hjem med et eller andet sjovt. I dag er det en øl med kanel. Den havde jeg nok ikke købt andre steder, men herinde kan jeg retfærdiggøre det med, at pengene
går til et godt formål. For det er i virkeligheden det, Wefood er: En blanding af god ideologi og gode varer,” siger Christoffer Ebbesen.

Men der er ikke kun specielle øl på hylderne. Der er pebernødder og brunkager fra jul, choko-bites fra Halloween, supper, saucer, buddingepulver, energidrikke, dåsevarer – og det helt centrale: Brød, frugt og grønt.

Linnea Holmqvist er en tur i Wefood sammen med sin datter.

”Vi handler i Wefood for at mindske madspild og for klimaets skyld. Og jeg kan godt mærke, at vi sparer penge, når vi handler herinde. Vores bedste køb har været en stor kasse med økologiske cherrytomater til 10 kroner, som jeg lavede om til soltørrede tomater,” fortæller Linnea Holmqvist.

Kristian Sorgenfri og Jenny Sivers, der også bor på Nørrebro, går i Wefood for at undgå at forfalde til at bruge de samme opskrifter igen og igen.

”Vi prøver at mindske madspild, for vi har fået øjnene op for, hvor meget supermarkederne smider ud. Så vil vi hellere støtte en butik som Wefood, hvor man kæmper imod madspild. Vi finder altid noget, når vi er herinde. Vi bliver mere kreative i vores valg af aftensmad, for vi er nødt til at forholde os til de varer, der er og finde på noget ud fra det. Det er fedt,” siger de.

”Her er et godt udvalg af specialøl – og jeg kommer altid hjem med et eller andet sjovt. I dag er det en
øl med kanel. Den havde jeg nok ikke købt andre steder, men herinde kan jeg retfærdiggøre det med, at pengene
går til et godt formål”

– Christoffer Ebbesen, kunde i Wefood

Brug for alle hænder

I Wefood Aarhus er Christina Maschmann i færd med at sætte varer på hylderne. Christina er førtidspensionist pga. nedsat syn og hørelse, men det forhindrer hende ikke i at arbejde frivilligt i Wefood.

”Jeg føler, at der er god brug for mig og at det, jeg kan bidrage med, godt kan bruges. Det er da træls, at der er ting, jeg ikke kan hjælpe med – fx at stå i kassen. Men jeg er god til at sætte varerne op, så de tiltrækker kunderne,” siger Christina.

Det er en ambition i Wefood, at mindst fem procent af de frivillige skal være såkaldt udsatte på arbejdsmarkedet. Ambitionen om inklusion deler Poul Due Jensens fond, og fonden støttede oprettelsen af Wefood Aarhus med en mio. kroner, som bl.a. skal bruges til også at rekruttere sårbare og udsatte mennesker som frivillige. Og det lykkes.

”Wefood er et rigtig godt sted. Der er plads til, at forskellige mennesker kan lave det, de nu kan og bruge de ressourcer, de har. Der er simpelthen bare brug for alle hænder,” siger Christina med et smil.

JEG VIL HJÆLPE MED AT ÅBNE EN NY WEFOOD